Blandt Dirch Passers ufattelige mange film, revyer og TV-succes’er står nummeret som ikke-ryger i en særlig glans. Ihvertfald for kollega Jørgen Flemming og jeg, der havde tre ustyrlige dage i Bremen i 70’erne. Det skete som optakt til Nord Deutsche Rundfunks præsentation af Dirch Passer.

…

ANMELDELSER HER

»Historiefortællerens egen Historie« er titlen på min jubilæumsbog – nummer 50 siden den første i 1976.  Det er en fortælling om min livsrejse. Om de mange herlige mennesker, jeg beskrev. Om events. Om gode beslutninger. Og forkerte. I september er det 75 år, siden jeg så dagens lys på Eggertsvej i Svendborg. Det er 60 år, siden jeg kom i lære som typograf i Faaborg – og så er det 50 år, siden jeg blev ansat som journalist på Faaborg Avis. De to kontrakter dukkede op mens jeg sorterede tusinder af  billeder, artikler og film fra en prægtig tilværelse med ord i løs vægt. I livets bakspejl kører en stumfilm, der blinker sin lydløse fortælling om de mange år på forskellige  redaktioner og i egen virksomhed i Skårupøre. Det er blevet til bogen om mange events, rejser, reportager med utallige glæder og få skuffelser! Om et herligt liv blandt festlige folk, politikere og originaler – og de, der gerne ville være det.

Men ikke mindst om en underlig drøm, der altid kommer få dage før jeg skal på flyvende reportagerejser.

Jeg byttede i september 1967 typograffagets løse typer med journalistikkens mange, helt anderledes løse typer. Den første aften på redaktionen lukkede Klokketaarnet »Fred hviler over land og by« ind ad vinduerne i Østergade 22.

Et helt andet oplagstal: Som provinsredaktør på Billed-Bladet arrangerede fotograf Jørgen Flemming og jeg i 1977 oplagsfest på Lundeborg Kro. I Ugen før havde vi slået skandinavisk rekord med 433.000 solgte eksemplarer af Billed-Bladet. Til lejligheden lavede jeg en sangbog med Ib på forsiden.  Jeg præsenterede regningen før bogen med en bemærkning om, at jeg formentlig blev fyret, når Ib så hvad Svendborgs dyreste sangbog havde kostet. »Så vi synger den først«, sagde jeg – og fik en meget stor erkendtlighed for arrangementet.

Det var aldrig kedeligt at møde rejsekongen Simon Spies. Helt tilbage i charterturismens barndom i 1967 mødte jeg første gang den siden så berømte kvindebedårer. Det skete, da min ungdoms idrætsforening på Sydfyn opfandt landsbyernes sommerfester. Vi havde brug for et trækplaster – og en hovedgevinst…! Så jeg lancerede ideen »Miss Sommerland« og spurgte Spies, om han ville være overdommer. Om eksperten ville finde den Miss Sommerland, der både var »sund og flink« :o) Det blev til en ualmindelig festlig oplevelse – og sidenhen i livet, da jeg blev journalist, og provinsredaktør på BilledBladet, til flere absolut aldrig kedelige stunder.
På billedet her rafler vi løgn på Ebsens Hotel i Maribo. Det var én af de dage, Simon havde fået det forkerte ben ud af sengen. Han var morgensur hele dagen. Indtil vi raflede… :o)
Det begyndte, da vi mødtes på Hotel Svendborg. Simon var på Fyn med hele staben af »sekretærer« for at finde et lille, hyggeligt fynsk sommerhus (en herregård eller et slot ved vandet).
 

Der var meget at rafle om, så sekretær Lene Christensen måtte adskillige gange i løbet af aftenen søge af hente Spies over til dagens middag på Hotel Hvide Hus.

Men han var absolut ikke til snak, så den udstrakte dag gik med forsøg på at få et interview i kassen. Først da vi havde krydset farvandet mellem Langeland og Lolland og spadserede ved slotssøen i Maribo, var den store mand i samtalehumør.
– Naarrjjj. Jeg giver ikke interviews i dag, sagde Formanden, mens han fodrede ænder ved søen.
– Vi kunne måske rafle løgn om et interview, foreslog jeg efter adskillige pæne opfordringer – vel vidende, at Formandens store svaghed netop var den ædle raflekunst.
– Hvor rafler vi i denne by? gnækkede han.
Og sådan gik det til, at aftenen blev til nat, inden vi havde lagt vejen rundt om Viborg og set på adskillige Grønne Tuborg.
Formanden tabte. Jeg vandt et interview – og svaret på Formandens spørgsmål morede ham flere år efter:
– Hvad vil du interviewe mig om, spurgte taberen høfligt?
– Det har jeg sgu glemt….

FIRE ÅRTIER efter jeg første gang mødte Simon Spies var, da vi i 1966 handlede præmie til Sommerlandsfestens smukkeste pige i Horne, stod den igen på Mallorca. Denne gang havde jeg yngstedatteren Janne med som guvernante Det blev en forrygende retrorejse, som det måske fremgår af dette filmklip. Allerede året efter var Spies Rejser nødt til at retronere nok engang. Jeg blev bedt om at lave en lille rekamefilm til nettet, men dagene i sol på balkonen var egnet til at sadle min Pegasus. Så det blev også til en hyldest til Salig Simon. En dugfrisk sag, kopieret ude i byen i et par hundrede eksemplarer. Jeg filmede den uforglemmelige oplevelse. Klippede en kort version, der blev sendt hjem via den tids netcafe. En laaaamgsommelig affære.
Her er hyldestsangen til Bjørn Tidmand, der i 2004 blev hemmeligt gift på Mallorca. Det er den unge skriverkarl på scooter på Mallorca helt tilbage i 1966. Foto: Den unge frøken Annelise Granhøj, 19 somre.

INDEN FULTONS LEGENDARISKE skipper Mogens Frohn Nielsen døde 27. september 2010, ændrede han sit testamente. Efter 40 års venskab testamenterede Skipper sit livs samlinger til undertegnede. Den sidste måned inden Skipper døde af kræft og sukkersygeblindhed, besøgte jeg ham adskillige gange. Vi blev enige om, at jeg skrev en bog om hans usædvanlige livshistorie og etablerede FultonMuseet på Skarø.

Skipper nåede desværre kun at se forsiden af bogen, fordi sygdommen udvikledes i uhyggelig hurtigt tempo. Den sidste måned aftalte vi temaet for bogen, og jeg optog samtaler til en film om Mogens Frohn Nielsens liv. Bisættelsen i Emdrup Kirke blev en helt usædvanlig og stærk oplevelse. Skipper havde selv skrevet sin prædiken, der blev læst af en nær ven, Fultons faste præst, Mogens Schjel fra Frederikssund.

Siden 2008 har jeg med gode venner og familiens hjælp bygget en 15 meter lang kopi af Fulton. På agterdækket er indrettet Skippers Stue, hvor skipperlivets klenodier fortæller historien om et helt usædvanligt menneske. Men alt har sin tid. Nu flyttes samlingerne til nye lokaliteter på Fyn. Ved forskellige togter har jeg siden 2010 fortalt omkring 1.000 gæster om Skippers livsværk. Det sker nu i en foredragsserie i samarbejde med maritime kredse og landsforeningen Danske Seniorer.

Som en del af fortællingen om Skipper vises forskellige filmklip, men ikke denne. Det er udsnit af en video, som min svigersøn Klaus Birch og Rikke Bekker producerede som en overraskelse til min 60 årsdag. »Her er dit liv, far«.

1. april 2020 er der premiere på dokumentarfilmen Skippers Livsværk

Sidste gang, jeg mødte Skipper, tog vi afsked i hans digterhule oppe under loftet i Håndværkerhaven. Det var ugen før han døde, 27. september 2010. For rullende kameraer evaluerede vi Skippers liv. Barskt og fanden i voldsk. Hylende morsomt. I dette klip får du en forsmag på filmen, der i sommer vises i den nye biograf på Skarø. Kig over med familien, vennerne, firmaet – eller alene. Inventaret fra Skippers Stue i Haandværkerhaven er opstillet i agterkahytten på den 15 meter lange kopi af Fulton.

Mit navn er Christian den Fjerde… Skippers humor var legendarisk. Han koketterede med sit hverv som ambassadør for brændevinsfirmaet O. P. Anderson. Når han blev spurgt om han tævede ungerne, som Ekstra Bladet skrev i en årelang hetz, lød svaret: Nej da! Jeg smider dem op i luften, så kan de selv slå sig, når de rammer dækket…
Efter Skippers død blev jeg iøvrigt ambassadør for salig skibsreder O. P. Andersons produkter, dog kun for Det sydfynske Øhav

https://player.vimeo.com/video/360072443

»Lad andre frelse verden, blot jeg må beskrive den som den er«.

I et langt og prægtigt arbejdsliv har jeg søgt at efterleve Ernest Hemingways vise ord. Ind imellem er det lykkedes. Andre gange ikke. Når jeg nu i bogen »Historiefortællerens egen historie« kaster blikket bagud til opvæksten i Horne og Faaborg – og til foreløbig 49 herlige år i Skårupøre, har det en forklaring: Som teenager omkring landsbyens gadekær i Horne frem til årene som seenager i Skårupøre, har jeg haft så mange vidunderlige oplevelser, at de simpelthen må ned i tasterne. En af de store, var i 2012, da jeg i forbindelse med bogudgivelse i New York, fik en ekstra uge i Florida. I Key West besøgte vi Hemingways Hus og på den nærliggende kirkegård så jeg hypokonderens legendariske gravsten: »I told you I was sick«. 

Nærmere et jordisk Paradis kommer man ikke. Den dag, vi gik i land på Jost van Dyke med den lille, seks fods dingy, lød der orgelmusik bag palmerne. I metodistkirken skulle der være morgengudstjeneste, hvor menigheden samlede ind til en børnehave bag kirken. Og så var det »Mandens Dag«. Preben og jeg blev hurtigt enige om, at sådan en højtidelighed mangler vi i Danmark. Men Else og min (meget) bedre halvdel kunne ikke se idéen. Gudstjenesten var et kapitel for sig. èn efter én kom menigheden slentrende. Nogle med børn på armene, andre med guitar eller samlebog. Rådsformanden kom med en orgel i en kasse og stillede op til sagte nynnen.
Det helt store øjeblik kom, da præsten bad os fortælle, hvor vi kom fra. Et par sagde Canada, et andet Frankrig. Da Preben sagde Danmark, vendte alle de sorte ansigter sig mod os med kæmpestore smil og hvide tænder. Uden ét ord fortalte reaktionen hvad indtryk, man har af Danmark på Jomfruøerne og i British Virgin Islands – slavernes frigivelse. Dén reaktion sad lige i tågen bag de duggede briller. Klapsalverne gjorde det ikke nemmere, og helt uforglemmeligt blev det, da Preben blev indskrevet i koret på Mandens Dag – mens jeg filmede og nøjedes ned at nynne af hensyn til de kommende seere…

Marstal Småborgerlige Sangforening har i deres repertoire denne gamle sømandsvise om jungmanden, der døde, da han gjorde sejlet klar. I Øhavssamlingerne er der rigtig mange minder fra sejlskibenes tid. Ikke mindst samlingen af de seks danske skoleskibe: København, Viking,…

Billedet her af tvillingerne Kim og Tom fra Hjortø, snuppet i farten af kollega Jørgen Flemming, er et af mange fra mine reporter i øhavet, jeg holder mest af. Da byrådet gav øboerne valget mellem skole og færge, valgte Hjortø naturligt nok færgen. Det blev samtidig vejen ti en langsom kvælning af de lille samfund, som i dag kun har to beboere – fiskeren Bent og gårdejer Nora Rasmussen.

Engang var mænd af stål og skibe af træ. I dag kan smidige kvindefingre også lede øhavets store færger sikkert ind i lejerne. Som denne dag i Marstal, søndag den 11. juli 2010, hvor 62 kurister fra Ryslinge Højskole tog hul på en forrygende uge i Det sydfynske Øhav. Her styres færgen ind i Marstal. Med tid til en snak under havnemanøvren lægger den kvindelige skibsfører, Dorthe Boye færgen ind i lejet som var hele operationen blot et computerspil. Dorthe er femte generation i familien, der står til søs via legendariske Marstal Navigationsskole.
Det sædvanlige spørgsmål faldt også den dag: Hvorfor skal Ærø ha’ tre færgeruter?
Ja, og hvorfor skal Udkantsbyen København ha’ betalt deres metro, busruter, kystbane og diverse andre transportmidler af folk udenfor Udkantsbyen

Javist. Jeg er en uforbederlig øtosse. Det begyndte i barndommen, da vi samlede mågeæg på Illumø til bagerne i Horne. Siden dengang i 1952, har jeg besøgt omkring et halvt hundrede øer. De fleste i Danmark, men også i Vietnam og Thailand. Grækenland og Tyrkiet. Spanien og Italien. Her er vi på vej 40 sømil fra St. Thomas ned til St. Croix i De Dansk-Vestindiske øer. Men Jost van Dyke i British Virgin Islands med hovedøen Tortola var en ubeskrivelig oplevelse. Her fejrede vi jul og nytår med dans om juletræet – med bare tæer i strandsandet…

Mangler du immer en oplevelse for livet, så hop over på www.svendborg-sejlerskole.dk. Ægteparret Ann Panduro og Niels Poulsen har vand under kølen ti måneder af året. Om sommeren i Det sydfynske Øhav, men også i Det græske Øhav, Caribien og Polynesien.

Nærmere et jordisk Paradis kommer man ikke. Den dag, vi gik i land på Jost van Dyke med den lille, seks fods dingy, lød der orgelmusik bag palmerne. I metodistkirken skulle der være morgengudstjeneste, hvor menigheden samlede ind til en børnehave bag kirken. Og så var det »Mandens Dag«. Preben og jeg blev hurtigt enige om, at sådan en højtidelighed mangler vi i Danmark. Men Else og min (meget) bedre halvdel kunne ikke se idéen. Gudstjenesten var et kapitel for sig. èn efter én kom menigheden slentrende. Nogle med børn på armene, andre med guitar eller samlebog. Rådsformanden kom med en orgel i en kasse og stillede op til sagte nynnen.
Det helt store øjeblik kom, da præsten bad os fortælle, hvor vi kom fra. Et par sagde Canada, et andet Frankrig. Da Preben sagde Danmark, vendte alle de sorte ansigter sig mod os med kæmpestore smil og hvide tænder. Uden ét ord fortalte reaktionen hvad indtryk, man har af Danmark på Jomfruøerne og i British Virgin Islands – slavernes frigivelse.
Dén reaktion sad lige i tågen bag de duggede briller. Klapsalverne gjorde det ikke nemmere, og helt uforglemmeligt blev det, da Preben blev indskrevet i koret på Mandens Dag – mens jeg filmede og nøjedes ned at nynne af hensyn til de kommende seere…

Marstal Småborgerlige Sangforening har i deres repertoire denne gamle sømandsvise om jungmanden, der døde, da han gjorde sejlet klar. I Øhavssamlingerne er der rigtig mange minder fra sejlskibenes tid. Ikke mindst samlingen af de seks danske skoleskibe: København, Viking, Georg Stage, Danmark, Fulton og Lilla Dan er en en sørejse værd. Følg med på www.skarø.com

JUST A CLOSER WALK PÅ SKARØ. Mere stemningsfuldt kan det ikke gøres end når Ole Falks Trio slår tonen an i Det sydfynske Øhav. Nyd de glade melodier fra Ole Falk på klarinet, Mogens Hjelm Hansen på bas og Niels Erik Thornhøj ved det opretstående – elegant fremført af apostlenes heste på ladvogn – »Just A Closer Walk…«. Hver sommer i uge 28, men også mange kulturelle begivenheder og muligheder i Øhavssamlingerne og på – www.fultonmuseet.dk. er der LoveIn Festival i

Jørgen Vesta var en af Svendborgs mest markante skibsredere. Han skabte en imponerende coasterflåde efter maritim uddannelse i Svendborg. Som ung journalist på Svendborg Avis og med bopæl i Skårupøre fra 1969, faldt det heldigvis i mit lod både at lave faglige interviees, men også at følge det mere ydmyge liv bag købstadens facader. Når Jørgen Vesta tog sig et frikvarter, blev det en af de dage med usædvanlig højt til de mentale lofter. Inden Jørgen satte kurs mod evighedens hav, fik jeg en adskillige timer lang beretning til kamera om et helt usædvanlig aktivt liv. Her en af de mere farverige fortællinger, som Jørgen Vesta mestrede til fuldkommenhed.

BEGRAVELSESTRADITIONER i Det sydfynske Øhav. I århundreder har det været en tradition når øboere døde på sygehus eller andre steder udenfor det nære samfund. Da blev de modtaget ved molen af øens beboere. Her er det afdøde gårdejer Carls Stranges far på Vestergaard, der er på sin sidste rejse.
Fra færgen køres kisten ud til kirken på Vesterbjerg. Undervejs er der strøet årstidens blomster og klip fra buske og træer. På dette lille klip, vistnok fra 1953, sidder en lille dreng med sin mor og ser ligtoget passere forbi. Ude ved kirken venter en nervøs sognepræst. Det var Jens Theodor Hansens første begravelse. Jens Theodor døde i marts 2016.

Blandt mange tilnavne var »Døgnbrænderen« det, Jens Peder selv satte mest pris på. Han kunne arbejde og tale i timevis på jobbet eller På Tinge når han brændte for en sag.
Min absolutte favorit når jeg selv holder foredrag om Fynsk Humor og mindes stjernestunder med Døgnbrænderen, er fra en afslutningsdebat i Folketinget midt i 70’erne. Jens Peder skulle på vegne af Venstre konkludere resultatet af folketingsåret:
– Det var noget lort, vi fik lavet, men vi havde godt vejr til det!
– Jeg anholder det ærede medlems udtryk »lort«. Det bruger vi ikke På Tinge korreksede Folketingets formand, Karl Skytte.
– Jamen husbond! Hvad var det da vi kørte ud på markerne da jeg tjente bønder hos dig ovre i Sallinge!

Mærsk Mc-Kinney stod selv ved rattet, selv da han var 93 og bestilte en ny båd til levering om tre år

I MINE FORTÆLLINGER om folk, jeg mødte i Døgnets Rejsestald, er flere beskrevet i mine bøger, andre ikke. Hertha Mærsk Møller, der henlevede sine sidste år i Korshavn og Avernakø, fortalte vidunderlige krøniker i min bog »FaaborgHistorier«.

Ikke mindst om dengang, en hornmine drev i land nedenfor slægtens ret ukendte domicil ved Revkrogen. Men også om fætteren Mærsk Mc-Kinneys trang til egne drinks, kaldet White Lady, mikset ombord på skiftende lystbåde. Og resultatet: Pudekamp med kendte gæster på »Klem«…

Ganske få år før sin død bestilte Mærsk Mc-Kinney denne luksuriøse båd, der fik navnet »Klem VII«. Men han kunne ikke mere selv stå ved rattet.

Vi oplevede tressernes markante muligheder for at realisere drømme om uddannelse og job. Vi var unge med Elvis og The Beatles. Med kondomers nederlag til p-pillen. Med billige byggegrunde og selvbyggerhuse.

Vi trivedes i unge hjem, hvor friværdien skød op over fodpanelerne mens vi sov. Vi rejste ud i verden på friværdiens vinger. Nu lever vi i livets tredie og sidste halvleg. Nogle som forkælede seenagere mens vore efterkommere skal betale folkevandringen fra Den tredie Verden…

Stefan og jeg arrangerede rundflyvning til fordel for Dansk Røde Kors. Det skete ikke i SAS-fly, men i fly fra daværende Sterling Airways. Foto: Bjarne Bekker.

BLANDT DE EVENTS, jeg ikke kunne lade være med at sætte i søen, startede det mest spektakulære med en tusse fra Dansk Røde Kors i Svendborg. Energiske forkvinde Ruth Olesen arrangerede pengeyngel. Idéen lå klar om morgenen, som det ofte sker når de små grå har arbejdsro.

Jeg ringede til statsminister Poul Schlüter, som jeg mødte, da han og Lisbeth hentede konfirmationscyklen, bryggeridatteren Lisbeth Povelsen havde glemt i kælderen hjemme på Svendborg Bryghus. Schlüter sagde hurtigt ja til at sende et portræt og sin signatur, da jeg forklarede idéen: At fremstille en årgangsvin til fordel for Dansk Røde Kors. Da det gik nemt med det første ring, fortsatte jeg, til alle 19 ministre havde forsynet mig med billeder og underskrifter. »En god årgang« hed det på etiketterne. Gennem samarbejde med SuperBrugsen, Svendborg Vinkompagni og TV2-programmet »Elevatoren«, blev der på tre uger solgt 35.000 flasker.

Uddeler Erik Prangsgaard fra Superbrugsen i Skårup fyldte ministervin i hundreder af 19-stk. kasser – og Ruth Olesen var lykkelig, da hun kunne meddele DRK i København, at en enkelt 1000-krone i Svendborg var blevet til 350.000.

Dengang var journalist Jørgen Poulsen formand for Dansk Røde Kors, og han inviterede til et møde i København, hvor jeg blev optaget i »Klub 10«. En gruppe, der diskret arbejdede i baggrunden med at få idéer til events. Her mødte jeg ni andre pengeynglere, og det udvikledes til et langvarigt og godt venskab med SAS-piloten Stefan Rasmussen. Sammen skabte vi flere gode events, som andre lagde navn til.

En af dem var rundflyvning i  Danmark med Sterling. Prins Henrik var protektor mens ugebladet »Hjemmet« og Gutenberghus stod for markedsføring. Jeg skrev artikler og lavede interviews.
Mødet med Stefan var fascinerende og kom på mange måder til at præge min tilværelse. Skæbnen første os sammen i Niels Ebbesen Lauget i Randers, men ikke mindst i en fælles interesse for livsglæden i jazzens verden. Forrige sommer var Stefans band PlusFore gæster i Fultonmuseet på Skarø…  (fortsættes)…

Læs Stefan G. Rasmussens tankevækkende livshistorie her. www.stefangrasmussen.dk.

Stefan Rasmussen var uddannet pilot i Danmark og USA og havde mange tusinde flyvetimer bag sig, da begge motorer satte ud på vej fra Stockholm til København. Foto udlånt af Stefan Rasmussen..

Som led i markedføringen af rundflyvning i rutefly besøgte vi Kastrup Lufthavn – hvor Stefan præsenterede det stoute, skandinaviske luftfartsselskabs fly. Foto: Bjarne Bekker.

Den 27. december 1991 lettede Stefan G. Rasmussen sammen med sin andenpilot, fra Stockholm Lufthavn Arlanda. Flyet var inden start ikke blevet afiset ordentlig, selvom Stefan G. Rasmussen havde forlangt dette, trods forsinkelse. Dette medførte at der satte sig is på flyets vinger. Under take-off blev nogle af disse stykker is, slynget af vingen, og ramte motorerne, som på en MD-81 som Stefan G. Rasmussen fløj sad på agterkroppen, bag vingerne. Dette medførte at nogle af kompressorbladene på motorerne blev bøjet, og derved gjorde dem ude af stand til at suge nok luft ind i motorerne. Dette er i flykredse kendt som fænomenet compressor surge. For at undgå at de bøjede kompressorblade gør mere skade, slækker man på gassen til motorerne, og herved forhindres en farlig situation. SAS havde forinden installeret software i flyet, der gjorde at flyet ikke kunne gasses ned under en hvis flyvehøjde, før systemet var slået fra. Dette tiltag skyldes at nogle piloter kan tage for meget gas af flyet under indflyvning, for at undgå for meget motorstøj i bebyggede områder. Dette var Stefan G. Rasmussen dog ikke blevet informeret om, og da han havde taget gassen af flyet, gassede flyet op af sig selv, og medførte at motorerne gik i stykker i en højde af ca. 1.000 meter. Flyet blev svævefløjet herfra, og landede på en sneklædt skoveng omgivet af træer. Stefan G. Rasmussen brugte træerne til at tage farten af flyet med, for at sikre en mere blød landing. Under forløbet, havde en anden luftkaptajn fra SAS, som var om bord på flyet som passager, tilsluttet sig Stefan G. Rasmussen og hans andenpilot og hjalp dem. Flyet brækkede i tre dele ved landingen. Der opstod ikke ild og alle 129 (6 af dem var besætningsmedlemmer) ombordværende overlevede nødlandingen. Stefan G. Rasmussen blev af offentligheden udråbt til helt og blev senere dekoreret med Ridderkorset af Dronning Margrethe den 2.

Det nære samfund blev en afkrog i den globale landsby. I klippet herunder rapporterer Gunnar »Nu-Hansen« om Kurt Carlsens besøg hos Kong Frederik mens kongeskibet »Dannebrog« lå i Rønne. Den korte flyvetur blev selvfølgelig fulgt tæt af pressen, der også var med hjemme i Buddinge i Kurt Carlsens barndomshjem – og med til modtagelse på Københavns Rådhus, hvor der blev serveret Ceres fra Århus.

På 60-års dagen for »Flying Enterprise«s forlis, 10. januar 2012, udgav jeg den engelske udgave af bogen om Kurt Carlsens liv fra vugge til den våde grav over forlisstedet i Kanalen. På mit initiativ blev der rejst en mindesten i Captain Carlsen Park i New Jersey. Den blev indviet ved et stort arrangement med deltagelse af US Navy, venner fra Carolinekoret, præsten Hanne Thordsen fra Drejø og 150 officielle gæster – fra borgmestre og senatorer til danskamerikanere og kendisser i diplomati og business.

33 minutters tv-reportage fra Captain Carlsen Park

I den amerikanske blog om Captain Carlsen og releaseparty for min bog er der en lang række billeder og links til begivenheden. Her et klip fra filmen, der får premiere i sommer i Fultonmuseet på Skarø. TV2’s fotograf i USA, Rasmus Nielsen, fulgte os i tre af de 14 dage, opholdet varede. Her synger et stærkt blandet Carolinekor til stor begejstring for døtrene Karen og Sonia: »Kender I den om Carlsen, Carlsen med det skæve skiw!«

Det var på 60-års dagen for Flying Enterprise’s forlis. Vi sad i Shipco’s varehus i New York sammen med 150 inviterede gæster. Der var bogrelease og indvielse af n mindesten for Kurt Carlsens heltegerning. På scenen gjorde et lille Carolinekor, forstærket af Shipco’s pensionister klar til en underholdning. Vi begyndte selvfølgelig med den sang, alle vi gamle seenagere aldrig glemmer…

Du kan læse mere om Kurt Carlsen og Flying Enterprise her: www.flying-enterprise.com og købe bogen her: www.bekkerbook.com.