[vc_row][vc_column][vc_column_text css=”.vc_custom_1457686699199{border-radius: 4px !important;}”]

 

Dén, der har set en ombudsmand trutte ukrudt med trækbasun og bar røv…

Dengang i Bes’fars tid gjorde ølkuskene kun holdt ved Hotel Christiansminde en gang om måneden. Men hele to gange om ugen holdt vognen fra Svendborg Bryghus på sin faste plads mellem rokokolokummet og vandmøllen.

Fortidens sporhunde kan endnu registrere den nedtrampede sti til møllehuset. Dengang handlede det nemlig både om, hvad man kunne bære, og hvad man kunne bære hjem. Nufix havde ikke så langt hjem fra arbejde. Nåeh ja. Fra vandmøllen.

Ungkarleidyllen på Klampenborgvej, med bagindgang fra den nedlagte Nyborg-jernbane, udgjorde sammen med vandmøllen tre årtiers skyggekabinetter i købstaden.  Her kom folk af stand. Sådan virkelig folk af stand.

Ordet stand lå fuldt så godt på tungen som de tsunamier af gule ærter og anden søbemad, der har lyksaliggjort magtens mennesker af Odin og Thors køn.

Konspirationsmiddage hos livsglædens frokostapostel var en himmerigsskefuld i tretårnet sølv.

Nufix, alias gartner Børge Adolf Sørensen, kendte vejen, som en vej kan gå. Han brolagde den med hjertelig gæstfrihed, Bock og Svendborg Akvavit og blev en levende legende. En podet, trivelig stamme ovre fra jyllænderne. Her er der telefon fra Amtsavisens Peter Faber.

 

Godtfolk med en rød finger i jorden: Ingen servering uden en rose på bordet!

 

Da krigen (sammen) med tyskerne var slut og det forgyldte landbrug og gartneri skulle finde andre givtige aftagere end dem sønden for Kongeåen, mente gartner Sørensen fra Dronninglund, at lille Børge Adolf måtte eksporteres fra vendelboernes sandmarker til det fede Fyn.

– Jeg blev gartner henne hos Buch på Sanddalsmarken, erindrede Børge Nufix. Men tanker i jordhøjde var ikke lige noget for Børge Adolf. På de tider, hvor Jens Otto Krag tumlede med rigets fremmeste mænd inde i Folketinget – og de fremmeste kvinder udenfor – regerede Svend Aage Andersen i købstaden Svendborg.

Da politiske gartnere og andet godtfolk evner at ha’ en finger i jorden og få hænderne fulde ved tankens og partiets forunderlige kraft, blev Børge Adolf socialdemokrat med 465 rosenbuske i haven og én rose i knaphullet.

– Siden Bes’fars tid har jeg aldrig serveret uden roser på bordet, pointerede Nufix ved et fødselsdagsinterview i firserne.

Det var her, jeg fik svar på stillingsbetegnelsen i telefonbogen: »Jeg blev kædeskærer på Svendborg Tekstilfabrik – ved transportbåndet. Bes’far mente, det var bedre end kravleriet henne hos gartner Buch. – En kædeskærer skal kun ha’ hænderne op af lommen, når maskinerne og kæden går i stå«, buldrede Nufix. Den vits var kædeskærer Børge Adolf Sørensens favorit. Humor og selvironi lider ingen bolignød i folket nordenfjords fra.

 

Ingen plads ved kaffebordet til Gummistøvlekompagniet ude i den grønne skov

I historiens brede bakspejl kunne nogen måske finde på at kalde Nufix for Bes’fars spindoktor. Meeeen, Svend Aage Andersen havde ikke en spindoktor. Han havde et helt lægekorps – Kaffeklubben.

Der blev sat vand over til kaffeklubben længe før evighedspolitikeren Ritt Herregaard fik overskæg, bugmesterkæde og egen kaffeklub. Bes’fars kaffeklub mødtes i Brugsbevægelsens cafeteria på hjørnet af Voldgade og Vestergade.

Her sad man pænt i vinduet mandag formiddag, hilste på Folket og drak socialdemokratisk Cirkelkaffe.

Alle kunne se arkitekten, øldirektøren, erhvervschefen, bankdirektøren, gasværksdirektøren og forstanderen helt ude fra Gummistøvlekompagniet – som direktør Ole Thomsen på konkurrerende HK Christiansminde så venligt omtalte kollega Mogens Larsens specialarbejderskole.

Nåeh jo, og så var der naturligvis kommunebogholder Knud Munch, der tog vare på kaffekassen, kommunekassen og farefulde hjemture til Valdemarsgade i sin konservativ-grønne Volvo. Munch var en af købstadens sidste aktive og organiserede afholdsmennesker. På nær juledag, hvor bogholderinden serverede stadens skrappeste, danskvestindiske romfromage.

Når Nufix ikke holdt Hof og SB i vandmøllen, passede og plejede han anlægget i lysternes skov. Ikke mindst ved roklubben, hvortil han sammen med to af livets nære venner hentede danske mesterskaber hjem til at pryde væggene.

 

»Du skal stile højt, min gode Nufix«, anbefalede borgmesterinden

Børge Adolf skaffede i jubilæumsåret 1953 Svendborg Roklub hele to danske mesterskaber i 2-årers inrigger med Nufix-blanke sko og bowler. Og det var skosværten Nufix fra roklubhuset, der gav gartneren tilnavnet, som holdt indtil livets sol gik ned over gartneren, tre dage før ukrudtskonkurrencen i 1994.

Men om det var mellemnavnet Adolf, der fjernstyrede mahogniradiogrammofonen ved siden af det enorme akvarium i stuen, opklares aldrig.

Skalaen med det grønne, magiske øje stod på Norddeutsche Rundfunk og blinkede i preusisk takt og tone.

Mens Børge Adolf gik og dækkede bord med arvesølvet og porcelæn fra Den Kongelige, trallede han til glade, germanske pop- og marchmelodier, ihukommende borgmesterindens velmente ord:

– Du skal helst komme sammen med nogen, der betyder noget, formanede Else Andersen den Anden, med livets erfaring in mente. Du skal stile højt, min gode Nufix.

Det gjorde de så, Bes’far og Nufix – når de sad højt til vejrs i pæretræet i borgmesterhaven og bandt mælkeflasker rundt om kviste med forsommerens små, søde pærer.

I august, når Bangsbostrand Byorkester reparerede Torvedagens tømmermænd med borgmesterens pærebrændevin og afviklede årets konkurrence om at finde ukrudt i Nufix-parken, kom intet jordisk væsen saligheden nærmere.

Dén, der har set en ombudsmand og en nyhedschef fra TV2 med nyklippet, firkantet hul til bar røv i kjolesættet, trutte ukrudt med trækbasun mens amts- og by-borgmestre samt andre folk af stand, kravlede rundt mellem fuglebade i fuchiaskoven og blæste messingsuppe ud over  ukrudtsplanterne. Ja, han fortjener en pæresnaps hos Bes’far og Nufix når der skal truttes ukrudt oppe i Paradisets Have…

 

ERFRED FABRICIUS var et af mit livs store venskaber. Siden vi mødtes i hans og Brittas hjem på Rødeledsvej i 1970, gav det mange oplevelser indtil livskunstneren Erfred forlod denne verden. Mens Lise Jepsen og Torsten Nielsen drev deres succesfulde Weekend-TV fik jeg mulighed for at debutere med »Her er dit liv«. Uden kendskab til TV-produktion og slet ikke direkte fjernsyn, kastede jeg mig ud i tre timers fjernsyn – med enkelte båndede optagelser. Her en herlig vandring forbi Nufix’ andet hjem i vandmøllen – til tonerne af »Christiansmindevalsen«.