THORKILD KOM TIL ØEN som et ufødt, uægte barn. Hans mor havde bragt sig selv i skam og vanære hos grossererfamilien på Frederiksberg. I en trappegang på Bakkegaards Allé tog kødets lyst og en slagtersvend bolig i mørkøjede, muntre Marianne fra Lysefjordsgade. – Sådan skal du sige, når embedslægen kommer og ser på din tilstand, formanede grosserer Mads Svenningsen: »En sådan forklaring vil du blive grundigt betænkt for, så længe den gamle handelsmand lever«.

Grosserer Svenningsen var rejsende i damelingeri, og når han ikke tilbragte nætterne på provinshoteller, lindede han ofte døren til pigekammeret og kvistvinduet med kig over i Frederiksberg Have. Muntre Marianne fra Amager kunne mere end sit Fadervor samt køkken- og håndgerning, dokumenteret i guldrandede afgangspapirer fra Marthaskolen. Tilmed havde hun en vældig appetit på livet, hvorfor grossererens mange fine kollektioner blev præsenteret og prøvet. Det skete ofte mens grossererinden var til strikkeaftener i Santalmissionen eller udfoldede sin ædelhed blandt fattiglemmer i Himmelekspressen.

– I disse tider må man tænke på sit tyende, hed det i en af fru grosserer Svenningsens faste replikker. Den faldt ofte, når ligesindede kvinder udfoldede velgørenhed, mens deres ægteviede grosserere, landadelsmænd og sortbørshajer nød retterne på de riges bord og tog sig anderledes kærligt af tyendet.

Grosserer Mads Svenningsen havde indflydelsesrige venner overalt i provinsen, så det gik gesvindt med at få Muntre Marianne sendt tilstrækkelig langt bort fra velgørenhedshærens nysgerrige blikke.

 

Det skal være inden det kan ses, indvilgede Marianne.

 

Replikken blev belønnet med et pænt antal plovmænd i den kavalergang, der havde taget mod mangt og meget i Mariannes år på Bakkegaards Allé. Ugen efter modtog Svenningsen et eksemplar af Fyns Tidende i korsbånd samt et søndagsfrankeret brev fra redaktøren:

»Kære Broder. Under vort seneste Møde orienterede jeg Brødrene om din Veldædighed; at du ønsker at hjælpe et Tyende, der er bragt i Ulykke af en Slagtersvend. Under Rubrik-Avertissementer i en separat fremsendt Avis kan du finde den rette Hjælper, som er Brødrene særdeles vel bekendt.  Om du erindrer din Højskolesangbog, saa nyn da indenad »Holder du af mig, holder jeg af dig« og du har i Sangbogen just det rette Avertissements Nummer…«.

Den fynske redaktør var ikke alene Broder. Han var også en lystig fætter og ven, der beredte Mads Svenningsen mange glæder under studieture i det fynske natteliv. Hvad de to Brødre havde vederkvæget sig med af flæskepandekager på Carlslunde Kro, dertil Brøndum samt fynsk øl og fynske piger ad libitum, skulle der helst ikke tales højt om på de hjemlige, ægteskabelige scener.

 

BILLETMRK. 742 lød som de halvthundrede andre på samme side. Spalte op og spalte ned efterlyste ensomme mænd på landet og småøerne deres livs kærlighed:

»Barn ingen hindring«, lød overskriften i de fleste avertissementer, og således også på Billetmrk. 742 i denne søndagsudgave af Fyns Tidende. Landboernes stærkt udbredte avis bragte landsnoteringen på ungt kød – fra spædkalve – samt grisenoteringen fra kvægtorvene i Odense og Svendborg, men også oprørende artikler om landbrugets evige problemer:

Nu var der igen høstet så meget korn, at priserne ikke var steget som i fjor og i forfjor. Stråene var for korte og kernerne for små. For megen regn eller for megen tørke lurede immer i horisonten. Kartoffelavlen var gået betænkelig godt mens sukkerroernes vækst skabte trafikpropper af lastvogne mod sukkerkogeriet i Assens og store regninger fra grådige vognmænd.

 

Landbrugets krise står ikke til at ændre. Den er kommet for at blive.

 

Intet blev nogensinde som i de gode tider, hvor landmænd, proprietærer og godsejere ikke levede af at sætte formuen til. Men i 742 »Barn ingen hindring« lå glade budskaber mellem linjerne.

»På min lysegrønne Ø har jeg et Paradis, som gerne skulle deles med mit Livs Eva. Jeg er en sund og frisk Gaardejer, der gaar mod mit Tredivte Aar. Af Mammon har jeg til mere end én, kan hænde ogsaa til tre – og til flere ad Aare. Kan du hjælpe mig i Hus og Have, maaske ogsaa i Mark og (s)Eng, da vil du være mit Livs Engel. Et Barn er ingen Hindring. Skriv gerne hurtigt  til Billetmrk. 742. Du behøver ej medsende Fotografi, thi Hjertets Renhed overstraaler Ydre Skjønhed«.

SELVOM DER IKKE var lingeributikker på øen, hændte det i den kommende sommer, at en grosserer var at finde blandt mondæne landliggere fra hovedstaden. Han indlogerede sig i den firelængede sognefogedgård, der lå smukt med stuehuset mod kæret og udlængerne mod fjorden. På øen mente man, at Hr. Direktøren var lidt til en side, sådan at liste rundt om natten med lommelygte og en slags åleruse på stang.

– Jeg studerer klokkefrøernes parringsleg i vårnætterne, forklarede Svenningsen venligt på bænken nede ved kæret. Her mødtes hver dag før frokost øens mænd til en snak om livet, om problemer, der skulle løses, øl, der skulle drikkes – og ikke mindst mandeverdenens evige emne: Vellignende damer…

En af bordets stamgæster var skarp iagttager af øens underliv. Ved natligt tilsyn af en folende hest havde han fra staldvinduet observeret, at det snarere var grossererens eget klokkespil end frøernes, der holdt ham vågen i nætterne. Det blev ligeledes fra første parket konstateret, at der skal to til at aktivere grosserer-klokkespil en lun vårnat blandt kvækkende frøer ved et gadekær i Øhavet.

Ugen efter taltes der højt og intenst om klokkefrøer i Logen omme i hovedstaden, så det blev sidste gang, Mads Svenningsen henlagde residensen fra Frederiksberg til studier i Øhavet.

 

Som Brødre vi dele, gælder ikke i alle livets forhold!

 

DET BLEV VINTER OG VÅR og en dag kom Thorkild til verden på en mark med udsigt mod Ærø. Engdragets græs var anbragt på trefodede stativer af tre meters højde, fremstillet af granrafter fra en sydfynsk herregårdsskov. Rafterne var givet i bytte for daglejergerning i efterårets og vinterens skovhugst.
Det var en kunst at pakke enggræsset rigtigt. Først blev det sirligt anbragt på de nederste rafter, der bandt trefoden sammen. Dernæst stablet mod toppen, efterladende et lille hul, som i en skorsten. Når sommervinden blæste under trefoden og op gennem høstakken, forvandlede Skaberen og landmanden det saftige græs til tørret vinterfoder eller til en af substanserne i krydret ensilage, som gårdens firbenede beboere elskede at drøvtygge i deres lune vintertilværelse.

Den ungdom, der blev bonde født og kvæget opdraget, gemmer i deres fantasier – eller i erindringen – erotiske minder om høstakkes muligheder. Den, der har haft selskab af det modsatte køn i en høstak, får en anden og mere livfuld gang over jorden.

Når du synger »Hvor smiler fager«, kan sætningen: »…der driver høduft af krydret vind…« helt sikkert bringe duften af krydret hø, stakåndet vejrtrækning, kropsvarme og stativets muligheder faretruende nær.

Det var mellem sådanne høstakke, Thorkild kom til en anden og smukkere verden end i undfangelsens kvistværelse. Muntre Marianne blev, som planlagt, husbestyrerinde »før det kunne ses«. Og mundheldet om, at får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får, fik helt nye dimensioner fra den vinterdag, Marianne gik i land på skibsmolen med sit unge livs beskedne bagage i kufferten – med fremtiden for fødderne og Thorkild en fjerdings vej henne i fosterstillingen.

Marianne elskede fra første dag »Højskolesangbogen«, som snart blev den unge landmands kælenavn. Selvom kærligheden var rekvireret på billetmærke, spirede den hastigt allerede på molen, da Marianne kvidrede på køwenhavnsk og faldt 742 om halsen med lysthuset fremskudt i virkningsfuld angrebsposition.

Gnisten blev hastigt til ild, og der kom vældig gang i sengehalmen på »Højskolesangbogens« fædrene gård. Da Muntre Mariannes vordende svigerforældre havde henlagt aftægten til den større naboø, der på de tider havde lægebolig, sygeplejerske og en fuldtids Herrens Tjener, kneb det ingenlunde Muntre Marianne og »Højskolesangbogen« at følge opfordringen i Den store Bog om at mangfoldiggøre verden, thi der var rigelig plads på slægtsgården.

Men hin vårdag, hvor »Højskolesangbogen« havde spændt »Musse« fra hesteriven og fik bragt høstkaffe med æbleskiver ud til engdraget af frugtsommelige Marie, mente de højere magter, at nu skulle øen skrives i et større mandtal. Og sådan blev det:

 

Thorkild kom til verden lige midt i høet, med æbleskivefadet på den ene side og dunken med gammeløl på den anden.

 

– Milde Gud og Skaber, jublede »Højskolesangbogen«: Det er færdigt arbejde. Det er ve’ Gu’ én med tap..!

– Ja, og du bestemmer, hvad han skal hedde, min kære, lille sangbog. »Thorkild«, lød det uden tøven – mens fostervandet forsvandt ved høstakkens nærmeste ben og frøerne kvækkede oppe i kæret…..

HAR I HØRT DET, har I hørt det! Med smakkejoller, fiskekuttere og færger spredtes det glade budskab fra ø til ø. Om at den unge landmand, der havde bragt mangt et kuld smågrise til verden, nu også havde været en fremragende jordemoder mellem æbleskiver og høstkaffe. Lige midt i høet tog han mod arvesønnen, bandt en knude om navlestrengen og lagde afkommet i armene på Muntre Marianne.

– Mageløst. Simpelthen mageløst, kvidrede »Aases Avis« og noterede for omverdenen, at det var første gang i øens historie, et barn blev undfanget og født fuldbårent på kun syv og en halv måned. Thi just så kort tid var det siden, Muntre Marianne sugede sig fast på kinden af »Højskolesangbogen«.

Hin vinter var den iøjnefaldende velkomst dagens absolutte topscorer i »Aases Avis«. Af beretningen, der løb ubesværet som en skøjtefærd på fjordens blanke is, kunne man i detaljer høre om mødet på molen. Om tætte omfavnelser, en tungespids i øret og to smidige hænder i fast greb om »Højskolesangbogens« balder.

– Men de havde vist også skrevet rødglødende kærlighedsbreve, lød det med slet skjult misundelse på frokostbænken ved kæret.

Ingen af øens øvrige mænd havde haft en legesyg tunge i øret og kødets køwenhavnerlyst formet af smidige hænder, ivrigt presset mod begge balder. Og så lige dér, yderst på skibsbroen i fuldt dagslys. Muntre Marianne blev elsket og tilbejlet af alle fra første færd.

 

Carlo, der jo vidste alt om øens underliv, noterede fluks til Mariannes forsvar, at man da før havde hørt om en meget tidlig fødsel.

 

– Hun var ihvertfald ikke med rogn, da hun gik i land, tilføjede Hjalmer og dén iagttagelse gik igen i samtlige graviditets-opdateringer hen over vinteren. »Aases Avis« var altid først med det sidste om livet i det lille samfund. Når de gamle på øen – de helt gamle – sad på bundgarnspælene ved Vesterhoved og skyllede solen i havet, kom der mangen beretning om livet på de store have. Skønt ingen af dem havde været længere fra hjemmets trygge havn end på skoleudflugt til Dybbøl Mølle, bragte fantasiens vinger alligevel alle som én på dramatiske erindringer om farefuld færd til de varme lande.

En og anden havde hørt saftige historier fra langfartsskipperne ovre i Marstal, og derfor vandrede historierne med strømmen gennem Mørkedybet og blev dygtigt omskrevet og tilegnet én selv.

– Dernede, nynnede Carlo, og satte ord på skippersangen om Jim, Johnny og Jonas: »…der stod tre piger på kajen, med små, brune rygge med svaj!«.

– Nåeh, du mener de havde en fræk røv, grinede Hjalmer. Han var knap så poetisk, men udstyret fra naturens hånd med en tiltrækkende charme – og havde derfor elskerroller i vinterens dilettantforestillinger.

Øgenavnet fik han en aften, hvor »Brødrene Østermanns Huskors« havde urpremiere i forsamlingshuset. Sommeren igennem havde man øvet på forestillingens fysiske indslag.

– Kom så med bukken, lød replikken. Hvorpå to medspillere i stedet for gymnastikredskabet bar Hjalmar ind på de skrå brædder til langvarigt, larmende bifald fra salen.

Det hed sig siden, at Hjalmer blev sur og vred, men det passer absolut ikke. Tværtimod opfattede og registrerede Hjalmer straks virkningen af hin vinteraftens karakteristik og anbefaling. »Kom så med bukken« blev en del af øhavets historie, genfortalt ved vintertide omkring køkkeners komfurer og kakkelovne.

»Højskolesangbogen«s oldefar var med i krigen i 1864. Han var blandt de mange sårede, der blev sejlet med hjuldamper til hospitaler i Faaborg og Svendborg. Når oldefar ikke fortalte om kampe med bajonet og forladergeværer i skanserne på Dybbøl, var det beretninger om dengang, den første rigtige degn kom til øhavet. Greven på Hvedholm havde hidtil bekostet to ugers undervisning om sommeren, men kun på to af de otte småøer. Landadelen på Langeland holdt helst almuen på »deres øer« i uvidenhed.

– Øboer skal ikke lære at læse. De er og bliver kun øboer, og der skal ikke anbringes griller i deres uvidende hoveder. Ihvertfald ikke for mine rigsdalere, fastslog en af grevskabets landadel-indavlede sønner fra Langeland.

Men ved Landstingets og Rigsdagens beslutning blev der alligevel bygget skoler på øerne. Èn efter én blev de opført og befolket: Strynø, Birkholm, Hjortø, Drejø, Skarø, Avernakø, Bjørnø og Lyø.

Thorkilds skoletid hengik hastigt som en fuldmånenats aktiviteter under den nyrejste majstang. Øhavets skoler havde kun ét klasselokale og én degn. Nogle gik i første klasse, andre i Lille Anden og Store Anden, og de kom kun hver anden dag.

Enelærerne var nøje udvalgt af sognerådet. Ud over pædagogikum var kendskab til smakkesejlads et vilkår, der oftest vejede tungere end boglig viden. Ihvertfald når man kaldte kvindelige degne til samtale, skulle ansøgeren på praktisk prøvesejlads ved skibsbroerne.

 

Kan fruentimmeret ikke gå over stag eller lænse for andet end bliden bør, er det en betænkelig ansættelse, mente sognerådsformanden.

 

Han varetog embedet, ikke fordi han havde de største evner, men som traditionen foreskrev, fordi han var skødehaver på Kirkeøens største gård. Embedet var derfor arveligt, medmindre en generations førstefødte blev en kvinde, thi fruentimmere havde i sagens natur ingen valgret, men var bragt i verden til andre og vigtigere gøremål, såsombeskæftigelse i køkken og kammer ved slægtens beståen.

Øhavets skoler havde på Thorkilds tid hver en snes elever, Kirkeøens skole sædvanligvis flere. Af de nær ved tusinde sjæle i øhavssognet, var alle beskæftiget ved landbrug, fiskeri eller håndværk. Øernes vindmøller krævede stærke, unge mænd. Det samme gjorde teglværket på Kirkeøen, så landbrugets tyende gik i arv hos forpagtere, og i fiskeriet.

Når Strenge Jesper håndterede kuttere og torskekvaser, kunne ikke mange følge ham i flid, og selvom han gik mod sit livs ét hundrede år, var han ikke en mand, man stod op imod i ord eller fysisk handling. Ejheller »knejti«.

– Ha’ ska’ drolme ik’ tro, ha’ æ’ noue. Ihvertfald ik’ førenj ha’ blir’ voksen, irettesatte Strenge Jesper sin søn – på 67 år.«

Efter konfirmationen rejste Thorkild flere gange om ugen til købstaden for at »…tage Realen med«. Muntre Marianne ville, at sønnen skulle ha’ mere i livets bagage end det var tilkommet hende selv og »Højskolesangbogen«. I deres ungdom, hvor den første store krig fostrede gullaschbaroner, sortbørshajer og geschäftige bønder, var der ikke mange muligheder for småkårsfolk. En morgen kom det i radioen, budskabet, der skulle ændre livets muligheder for så mange og koste det for endnu flere:

– Tyske Tropper har i Nat og i morges gjort Landgang i Danmark. Kong Christian opfordrer det danske Folk til at bevare Roen…«.

I skolen havde Thorkild læst og hørt om krige og øhavets brande og katastrofer i fortiden. Ikke mindst om den frygtelige stormflod i 1872. Dengang de vanlige vinterstorme udvikledes til to orkaner. Den ene pressede havet ned fra Nordsøen gennem bælterne. Den anden ned fra Den botniske Bugt.

Minderne om stormfloden er mange og håndgribelige. I de ældste huse på øerne er skåret højvandsmærker i dørgerigter og på loftbjælker, og der er vandstandsmærker langs veje og på bygninger overalt i Øhavet.

Men krigen kom, og den skulle binde Thorkild til fødeøen, hvor han blev et socialt omdrejningspunkt og foregangsmand i mangt og meget. Han var øjenvidne, da færgen »Rise« sank i Højesteneløbet. Han var med under storbranden Sankt Hans 1942, da 11 gårde og syv huse skabte øhavets største katastrofe – og i februar 1944 overværede Thorkild de tyske natjageres ildkamp, da 982 bombemaskiner fløj over Øhavets dybfrosne vande til nok en rædselsnat i Tyskland.

 

MED FREDEN KOM en ny tids prøvelser for de otte små samfund, der tilsammen udgjorde Det sydfynske Øhav. Selvom man fik elektricitet en snes år efter krigsafslutningen; selvom færgedriften blev justeret efter talrige forsøg, og selvom civilisationens velsignelser ad åre nåede de øer, der endnu var beboet af andet end strandfugle, sygnede århundreders øsamfund stille hen.

Da Muntre Marianne og »Højskolesangbogen« nåede skelsår og alder, var lyset slukket i gårdene på halvdelen af småøerne. På de andre levede endnu en håndfuld indfødte med stærke gener, formet af århundreders pleje. Parrets tre børn, der blev fostret og uddannet i øsamfundets trygge favn, var sammen med hundreder af andre unge rejst til de store byer, hvor fremtiden også var flyttet ind.

Men en dag kom de alle tre med færgen hjem – sammen med Muntre Marianne. Hun var død på købstadens sygehus, og blev, som traditionen byder, hentet ved færgen og kørt på hestetrukket ladvogn op til kirken. Hele den lange vej var der strøet blomster. Kun i ejendomme, hvor der boede fritidsfolk, men ikke så megen pli, hørtes aktivitet i haven. Ellers var alle mand af huse for at følge Muntre Marianne den sidste vej.

Thorkild og hans fædrene ophav, »Højskolesangbogen« gik forrest i følget bag fladvognen med kisten. Allerforrest, foran hesten, gik købstadsbedemand Pedersen, der havde foretaget talrige ture til øhavets kirker.

Ved kirkedøren stod Øhavets nye præst og ventede. Det var første gang, hun skulle begrave et af sine sognebørn.

 

Underligt, mumlede Rørsangeren alt for højt i følget: »Pastorindemanden…«

 

– Hvad skal man dog i vore dage kalde præstens mand? Pastorinden måske..! Rørsangeren hed ellers Larsen, men blikkenslageren fik sit øgenavn en vinter, hvor han var forsanger i dilettantstykket »Tre kvinder og en enkemand«.

Når Rørsangeren ikke huserede i fritidshuset ved Vesterhoved, var han aktiv i den gamle købstad, hvor hans forskelligartede færdigheder og redskaber var til megen nytte og adspredelse i herreløse huse.

Skaberen ville i livets aften ha’ været en kærkommen gæst hos Thorkild, der kort tid efter moderens begravelse også tog afsked med sin far. Thorkild havde levet livet som ungkarl. Men selvom han i svære stunder, knælende ved familiegravstedet, bad Skaberen om snart også at hente sig, skulle det endnu vare vinter og vår.

Tiden gik og savnet gik med, hvorfor timerne på bænken ved kæret blev længere og lystigere i takt med, at der kom flere brugere ind i øsamfundets brogede flok. De nye ved bænken lyttede intenst til Thorkilds beretninger om livet, dengang det var før. Om håndboldturneringer mellem småøernes boldklubber. Om sejladser til naboøen, hvor Ungdomsforeningen stod for Nattergaleaftener den 12. maj, eller om højsommerens fester i nætter, der ingen ende ville tage.

Om piger, der legede tagfat, mens forførerisk duftende hyld og tjørn lokkede med lifligt ophold i løvet. Værst var vintrene, når fritidshuses vinduer gloede mørkt ud i mørket; når stormen ruskede og bliktaget på den tomme lo buldrede som torden. Flere af de nytilflyttede øboer havde en ekstra »teaterbolig« til aftenaktiviteter i købstaden, så der kunne være stunder med lys kun i en enkelt eller to ejendomme på øen.

Da kom mørke tanker til Thorkild; om den udvikling, der havde frataget øerne halvfems procent af deres beboere i løbet af to generationer.

– I min tid var ædetrugene i stalden forbundne kar, erindrede Thorkild en dag ved bænken, hvor man ordnede verdenssituationen over en øl – og måske et par dramme, hvis opgaven trak ud.

– Når vi hældte foder til køer og grise, løb det rundt mellem trugene, så alle fik noget at spise. Var der mad til den ene, var der mad til alle…

Med dette billede satte Thorkild lys på udviklingen, der tvinger ø efter ø i knæ og gør de døde øer til legeplads for rigmænd. Han harmedes over, at al offentlig service er fjernet fra de danske småøer, bortset fra moms og skat.

– Om det så er Himmeriget, er det halveret, sagde han og slog sin barkede næve i bordet ved kæret, så den omvende urtepotte tog et hop og afslørede, hvor mange smøger, der var røget under kastanjen dén dag.

Thorkild holdt meget af sognets nye, kvindelige præst og mente det var for galt, at provstiet halverede embedet, så Øhavets præst måtte sejle over og hjælpe de 27 fastansatte præster i købstaden, at de kunne afspadsere overtid.

– I dag er Danmark ét stort, håbløst trug, forarmet af Folketinget. Derinde har de slået proppen i for de vilkår, der i generationer skabte et ligeværdigt Danmark, næsten råbte Thorkild og vendte sigende det vrede blik østenover.

Da Thorkild således havde talt sig vældig varm, da verdenssituationen endnu ikke helt var klaret, og da købmanden i det samme kom ud med nok en omgang »på huset«, snakkede Thorkild over sig om sin hemmelige plan.

Planen tog form, da han havde luret tidens nye herremænd. Dem, der kunne håndtere ordgylle og imponere »Rigets fremmeste Mænd«, som man i fjerne tider med rette betegnede de udvalgte folk På Tinge.

Thorkild havde set i fjernsynet, at der konstant var ildsjæle og innovatører, der blev tilgodeset med penge nede fra de fælleseuropæiske pengetanke. For at fordele sol og vind og tilskud lige, blev der bygget ildsjælepyramider og innovationsfonde af omfordelte skattekroner, administreret af projektledere og projektansatte.

Nogle millioner blev tildelt håndværk og industri. Andre gik til klyngeinitiativer i landbrug og fiskeri. Men de største pengetanke blev skabt for IT og brugerdreven innovation. Først anede Thorkild ikke, hvad innovation var for noget, og da biblioteksbåden jo ikke mere sejlede rundt i Øhavet, men ligesom skoler og alt andet var sparet bort, tog han færgen ind til købstadens bibliotek.

Her fik han god hjælp af kyndige og hjælpsomme folk, der åbnede en ladeport af ny viden for bonden fra Øhavet. Thorkild blev fast gæst i købstadsbiblioteket, hvor han lærte alt om IT og innovation, Euro og Mål2-områder. Om bjergbondecirkulærer, agurkers krumning, vinsøer og smørbjerge. Ostepukler, udligningsstrukturelle omfinancieringer ved salg af CO2-kvoter til ØMU-lande.

 

Planen forblev hemmelig i hele det innovative udviklingsforløb.

 

Thorkild havde luret fidusen af fremsynede ornitologer, antropologer og krisepsykologer, der havde erhvervet fritidslandbrug på småøerne: I hans tid dyrkede man jorden uden kunstgødning og radikaliserede randzoner. Roerne blev udtyndet med hakkejern, og med »Musse« for radrenseren blev ukrudtet fjernet mellem rækkerne. Han lærte at skille klinte fra korn og brugte vindstille aftentimer til at fjerne flyvehavre fra marker, der stod smukt, inden eftersommerens risiko for nedslag fra tordenbyger og kastevinde.

Men den nye tids fritidslandbrugere havde hverken behov for hakkejern, radrensere, »Musse« – eller gode råd om landbrug. De kunne noget, bonden aldrig havde lært.

– I dag skriver man ned til Europa og fortæller, hvor mange hektar miljøafgrøde, der dyrkes. Da der ikke sidder een eneste, ærlig bondemand i EU-parlamentet, høstes der nemt nogle hundrede tusinde kroner om året for dyrkning af miljøafgrøder.

– Miljøafgrøde mig her og dér, det er bare ukrudt til miljøfolket, supplerede Hjalmer, der havde solgt sin jord for noget mindre end det, de uspiselige euroafgrøder gav i udbytte – hvert evige, eneste år.

 

Projektledelse var i Thorkilds alderdom Danmarks største erhverv.

 

Især omme ved Svenskekysten, men også i Udkantsdanmark, som det hed herude, hvor virksomheder som Danfoss, Grundfoss, Lindøværftet, Ecco, Mærsk og andre blev skabt. På øerne havde man endnu ingen projektledere, bortset fra dem, der sejlede rundt på dejlige sommerdage og tog mål til vollapyk-rapporter om småøerne, men inde i købstaden var der opstået mange kolonier. Det var fra disse miljøer, »Planen« fik den afgørende udformning.

På biblioteket havde Thorkild sat sig grundigt ind i projektledelsens terminologi og kommunikationsform. Man skulle ikke formulere sig for konkret. Helst frembære for eksperterne et projekt, der krævede følgegrupper, bestående af andre eksperter.

Da Thorkild en dag ville røbe lidt for de knap så belæste bordfæller under kastanjen, hviskede Orla, der jo havde godt greb om underlivet, og engang havde praktiseret hæftigt fra en folkevogn med firmanavnet »Hjemmegynækologen«:

– Jeg tror sågu jeg véd, hvor du vil hen, Thorkild. Jeg så en projektleder i fjernsynet. Hun havde fået 180.000 for at sige frække ord, stående på eet ben, kun iført våd undertrøje i en svinesti på svigerfaderens gods.

 

Var det hende med de store forlygter, ville Thorkild vide.

 

– Ja, mumlede Orla og blev fjern i blikket. Hver gang et projektleder-projekt blev belønnet og båret frem af omfordelte skattekroner, hentet ved nedlæggelse af børnehaver, folkeskoler og fabriksproduceret posemad til de gamle, der alligevel snart skulle dø, fortalte aviser og fjernsyn, at nu stod der igen en masse innovative projektmagere, der ikke kunne få armene ned.

– Dem så jeg også 9. april nede i Sønderjylland, forsøgte Hjalmer sig. Nej-nej, afværgede Thorkild. Det var i 1940; dem i dag kan sagtens få armene ned – ned i vi andres lommer!

Mens landposten undrende kom med breve og pakker fra Nepal, Det ydre Mongoliet og Bali, levede Thorkild som i sin anden pubertet. Han begyndte at tale om fremadrettede tiltag. Om substantive processer i iltfattige engdrag.

Procesorienteret udviklingsledelse i målrettede teambuildinger. Outsoursing af øernes færger og kirker, biologisk bambus fra Bali til brug for overliggere i…

 

Biologiske overliggere fra Bali! Nu rabler det vist for Thorkild, sagde »Mesterskytten« med den røde Ferguson.

 

Han indskrev sit tilnavn i Øhavets store huskebog under en af talrige jagter med efterfølgende fortæring af minimum 13 vildtretter. Ved bekendtgørelse af dagens bedste præstation blev »Mesterskytten« noteret for »…18 fasaner, to harer, en dværghøne og en Ferguson«.

– Jamen, den var rød! Det kunne jo være råvildt, forsvarede »Mesterskytten« sit vådeskud – og tilføjede undskyldende: En Ferguson skal være grå..!

Som tiden nærmede sig for Thorkilds afsløring, kom der journalister fra formiddagsblade og fra talrige TV-stationer. Til støtte for Thorkilds projekt var der nedsat en række over- og undergrupper med hver sin projektleder. Samtidig eksponerede innovations-venligtsindede MF’ere muligheden for at udvikle Thorkilds epokegørende ide til nybefolkning og erhvervsfremmende foranstaltninger, også på andre småøer i det europæiske fællesskab. Og se, dét var et argument.

Således havde flere af Folketingets rejsende udvalg endnu ikke besøgt samtlige øer i Det græske Øhav, og de manglede el Hierro og La Palma i Balearerne samt De Ydre Hebrider og Koh Chang og Kusamori Bungapul i Thailand.

Thorkilds projektbeskrivelse pegede næsten helt uden bagtanker på muligheden for studieture til fjernere øer og køb af ekstern ekspertice, idet han erkendte kun at være bonde født og kvæget opdraget, så han evnede ikke at varetage ledelsesfunktioner, men fandt gerne bygninger på øen til brug for følgegrupper og flere arealer til yderligere innovativ, økologisk og bæredygtig udvikling.

Øhavets snese af nedlagte landbrugsejendomme var som skabt til »Øhavsinnovation 2016«. Punkt for punkt havde Thorkild opsummeret plusværdier og mulige negative virkninger ved implementering af sin opfindelse i projektledermiljøet.

 

Hjemmehjælperen kom en time hver fjortendes dag og skrev rapport om, hvor længe, hun mente, Thorkild endnu ville være i denne verden.

 

Det er dyrt for samfundet sådan at sende en ung kvinde med færgen hver anden uge for at smøre leverpostejmadder til en 87-årig, hvis liv slet ikke kan betale sig. Men da Thorkild skulle i aviserne og i fjernsynet, havde kommunikationschefen i købstaden foreslået borgmesteren, at hjemmehjælpens besøg kunne udvides mellem to færgeafgange.

Derfor blev der afsat tre timer til leverpostej med rødbeder og noteret en ekstra gul sodavand på borgmesterens innovationskonto. Men kun den dag, ministeren kom til øen. Man skal ikke misbruge borgmesterens konti.

Kommunaktionsmedarbejderen fotograferede selv Thorkild med leverpostejmad i munden og skrev en flot artikel til kommunens hjemmeside med en politisk korrekt overskrift:

 

»Mere leverpostej til Øhavets Ældrebyrde« skrev kommuniktionschefen

 

Thorkild var iklædt sin blå Bagenkop-habit med nypudsede spænder mellem smæk og seler, da han stod ved sin opfindelse, klar til at åbne den første »Øhavsinnovation 2016«. Nu ventede man kun på Ministeren for Udkantsdanmarks Afvikling. Fru ministeren ville afbryde ferien på Mallorca og ankomme i forsvarets helikopter.

På begge sider af den 12 meter lange grusbane, overdækket med en bue af pil fra Lilleø, stod kamerafolk og journalister og ventede spændt. Buegangen begyndte ved døren ind til gårdens nedlagte hønsehus. Op mod døren stod en himmelblå kasse med ØhavsInnovationslogoet, malet i guld. For enden af buegangen, 14 meter fra hønsehuset, var et kraftigt, økologisk bambusrør fra Bali anbragt vandret, omkring 20 centimeter over jorden, holdt oppe af to opretstående rør.

En meter længere fremme lå nok et vandret bambusrør, men 30 centimer over jorden. Det tredje rør stod præcis 42 centimeter over jorden, og netop dén højde havde voldt Thorkild en del problemer i udviklingsforløbet.

Mændene fra bænken under kastanjen stod nu i en klynge omkring gårdens vandpumpe. I dagens anledning drak de øl af krus med Thorkilds innovationslogo i silketryk. Carlo var vandkæmmet og hjemmehjælperen havde studset Thorkilds hageskæg og renset det for borgmesterens rødbede- og leverpostejrester.

– Folk af stand drikker ikke øl af flaske, beordrede øudvalgsformanden fra naboøen. Han var normalt under hjemmets totale kommando og nød denne dag sin rolle som en fribåren, havets embedsmand i mørk habit og rødbedefarvet butterfly.

Som i eventyret havde øens mænd øjne så store som thekopper og de mimrede hemmelighedsfuldt som dengang, de gamle på øerne spiste boghvedegrød, hvor man jo skal mimre mellem hver tredie skefuld.

 

INGEN VÈD den dag i dag, hvad der gik galt. Men da ministerens helikopter landede, sprang døren til hønsehuset op. Med en vældig kraft pressede rotoren vindene gennem de hule overliggere på Balis økologiske bambusrør, og der kom så frygtindgydende en lyd, at selv øens ældste ingensinde havde hørt noget lignende.

 

Det var ånden fra junglen på Bali, foreslog Hjalmer i dagene derefter.

 

– Man sku ha’ haft bøssen med, sagde »Mesterskytten« frygtløst – mens blikket strejfede Thorkilds skamskudte Ferguson ved hønsehuset. Endnu før ministeren havde forladt helikopteren, bragede den rotorskabte hvirvelvind gennem hønsehuset og videre ned gennem gangen af pileflet.

Ud af den biologiske tunnel fór Thorkilds skrækslagne dværghane. Den blev grebet af vinden og fløj højt op over mængden af projektledere, fuldmægtige, departementschefer og pressefolk.

Først da mørket sænkede sig over øen, da gæsterne var draget bort over havet, og hele øen festede for Thorkild i forsamlingshuset. Først da listede dværghanen ind i Thorkilds hønsehus, gemte hovedet under vingen og sov på ét ben til den lyse morgen.

 

DET STOD I AVISEN, og så står det til Troense, som det hedder i Øhavet, at »Øhavsinnovation 2016« blev aflyst på grund af uforudsete hændelser. De mange pressefolk måtte på grund af den bortfløjne dværghane nøjes med at gætte på forsøgets art, og forlod skuffede øen, men ombord på skibene med projektledere og departementschefer var stemningen god, thi ministeren havde på grund af den fatale vind, hun slap, bevilget midler til en forlængelse af projektperioden med endnu tre, måske endda fem år.

I forsamlingshuset fortsatte festen hen over natten, og en time før hanegal gik samtlige øens beboere op til Thorkilds gård, hvor man havde besluttet at foretage et nyt forsøg uden minister, presse, projektledere og den nervøsitet, sådanne betydningsfulde mennesker jo altid skaber.

– Det her skal være i dybeste diskretion, forlangte Thorkild. Folket i Øhavet må ikke lægge sig ud med Projektledersamfundet, thi det er fra dem, de nye tider kommer. Og mens forårssolen skabte gyldne farver på himlen ovre bag Bregninge Bakker og tårnet på Bregninge Kro, dannede øens beboere en halvcirkel om Thorkild.

 

Jeg erklærer herved »Øhavsinnovation 2016« for åben, stønnede Thorkild

 

Og mens selskabet, der var synligt præget af nattens fest, stod og svajede om kap med bambus og elefantgræs på gårdspladsen, lukkede Thorkild dværghanen ud i den opgående sols stråler.

– Narjhhh, hvor flot, råbte Orla begejstret, da den vævre lille dværgkok galende løb gennem tunnelen af økologisk pileflet fra Lilleø, ned mod økologisk bambus fra Bali. Med et prægtigt kykkeli-kyeehhh sprang dværgkokken op på det første bambusrør og galede to gange.

– Kom så, kom så, hikkede Hjalmer mens kokken tog et vældigt spring over næste forhindring – det 30 centimeter høje bambusrør – og galede tre gange. Så elegant som nogen balletdanserinde forcerede dværgkokken den sidste forhindring, 42 centimeter over jorden; stod stille på de økologiske bambusrør fra Bali og galede tre gange.

– Så er det nu, så er det nu, jublede Thorkild, og som forstod dværgkokken menneskesprog, satte han af med begge ben, baskede med vingerne og havnede præcist oppe midt på den lyseblå Ginge Køkkenvægt, som forsamlingshuset havde doneret til Thorkilds innovationsprojekt.

Som dværgkokken stod dér og galede og kaldte til morgenrejsning i hønsegården, pressede vægten af den lille kok tilstrækkelig meget til det Storm-P agtige startsystem. Et bøjet pilerør fra Lilleø skubbede til håndtaget på rejsegrammofonen under køkkenvægten. Da salig kaptajn Jespersens lektion i morgengymnastik skrattende fra den slidte lakplade fyldte luften, var Himlen meget nær ved Jorden, og folk i Øhavet beretter til evig tid og med ærefrygt og bæven i stemmen, hvor smukt det lød, da Kaptajn Jespersens gymnastiske kommandoer blandede sig til den ledsagende morgensang:

»Vi er børn af sol og sommer«, mens dvægkokken vedblivende kaldte på sine morgenduelige dværghøns.

– Syng med! Syng med! I kan den jo fra vinterens gymnastiktimer i forsamlingshuset, råbte »Mesterskytten«.

 

Da gjaldede de friske marchtoner ud over havet, mens øboerne, lettere usikre til bens, marcherede rundt og rundt i ring om dværgkokken på den blå Ginge og rejsegrammofonen mens de sang om sol og sommer og trallede om innovation og projektledelse.

 

– I Guder, hvor er det smukt, noterede »Aases Avis«i en hjertegribende ekstraudgave, hvor redaktricen priste projektet over alle projekter: Thorkilds »Højdespring for Dværghøns«. Øhavsinnovation 2017 og 17 og 18 og 19 og…..